Tiden er på mange måder løbet fra den klassiske reklame. Vi elsker stadig en god reklame, hvis den er sjov, opfindsom og fængende. Men reklamen kan ikke i samme grad, hvad den kunne engang - overbevise os om et produkts kvalitet og vupti - vinde os over som nye, trofaste konsumenter af et givent produkt. En god kampagne med PR kan noget af det - og kun noget af det - reklamen har mistet. Outputtet af kampagner med PR har nemlig det reklamen mangler – troværdighed. Vi mener derfor, at det betaler sig at starte et kampagneforløb med PR – og følge op med både reklame og influencer marketing.
En god kampagne med PR skal starte med en god historie – en historie, der har relevans for målgruppen, og som medier synes, er interessant. Det er såre simpelt, men det er ikke desto mindre rigtigt. Har du en god historie, får din kampagne helt andre ben at stå på, og, for at blive ved metaforen, helt andre kanaler at løbe ad. Volumen og kampagneeffekt kan stige gevaldigt med dygtig brug af en ’digital hale’ på din PR-kampagne, uden brug af flere penge.
Hvordan kan det dog lade sig gøre? Svaret er troværdighed!
Europæiske – og danske – forbrugere tror mere på, hvad der står på de redaktionelle sider, end de tror på det, der står i annoncer (se fx EBU og Nielsen). Uanset om vi taler print eller digitalt. Og er din PR-kampagne sat i gang med høj troværdighed, altså via redaktionel omtale, så kan du få gavn af det hele vejen frem til et salg. Sagt lidt højpandet, så trumfer redaktionel autencitet (og influencer endorsement) reklamens overtalelseskraft.
Vores skepsis som forbrugere og mediekonsumenter er trådt ind i en ny fase. Vi ser med ny opmærksomhed efter fake news, placeret omtale, skjult reklame, betalt indhold, og holder øjnene åbne for, om alt nu også er den ‘ægte vare’. Vores børn og unge undervises i at opdage og filtrere misinformation og skjult markedsføring. Alligevel – og heldigvis – tror vi stadig mest på det, der bringes af en redaktion. Man kan sagtens hævde, at vi generelt set er ret dårlige til at gennemskue, hvad der er ægte, ubetalt, sandt. Ikke desto mindre har mange forbrugere en sund portion skepsis - heldigvis - og i marketing er det smart, at være sig det bevidst og tænke det ind i PR-kampagneplanlægningen. Tillid og troværdighed er afgørende faktorer i effektiv markedsføring. Og du kan bruge det konstruktivt. Ved at starte din markedsføring i den eller de mest troværdige kanaler.
Og forbrugerne tror jo altså fortsat mest på de redaktionelle formater. Så hvis du vil vinde forbrugernes tillid – og deres pengepung - så start med PR-kampagner. Det er soleklart, at PR ikke kan stå alene. Ingen, selv ikke den bedste PR-konsulent, får en journalist til at skrive 3, 4 eller 5 gange om præcis det samme par jeans, en helt bestemt parfume eller køleskab KF77-111. Men måske rummer hvert af disse produkter mindst én god historie, der kan give redaktionel omtale? Det er den omtale, der skal følges op med influencer marketing og klassisk reklame. For de to discipliner kan netop sikre, at forbrugerne rammes af din historie 3, 4, 5 gange eller mere. Dermed ledes forbrugeren stadig tættere på et køb. Sagen er, at når forbrugerne FØRST ser en redaktionel omtale, så er de også mere tilbøjelige til at tro på de efterfølgende eksponeringer via klassisk reklame og influencer marketing!
Vi har udarbejdet en kort guide, der kan hjælpe dig til at skabe kampagner, der sælger bedre.
Det er vores erfaring, at det virker. Hvad tænker du? Ring gerne til os her, og lad os starte en dialog om, hvordan dine PR-kampagner bliver bedre.
© Copyright 2017 - 2022 | Essencius A/S | All Rights Reserved | Tlf. +45 70 26 44 22 | CVR. 30 19 81 66